70.000 liter maling.
Lilla, blå, grønne, gule, orange og røde kaskader af maling bliver skudt af sted mod himlen. Kommer eksploderende ud af vinduer i en gammel boligblok; blæser rundt om hjørnet på trappeopgangen.
Sony bruger et miks af dynamit og maling i en ny reklame, der i disse dage sprøjter ud på de danske fjernsynsskærme. Til reklamen fandt Sony en forladt bygning i Glasgow, som alligevel skulle rives ned. Firmaet satte gardiner og potteplanter i vinduerne og byggede en legeplads på den forladte grund.
250 mand brugte 10 dage på at få alting på plads, inden 5.000 detonatorer var parat: Så blev reklamen skudt i ét forsøg.
Dermed fortsætter firmaet de store armbevægelser fra en reklame i 2005, hvor 250.000 hoppebolde blev sluppet løs i San Franciscos gader. Og det er nytænkningen, der giver succes:
»Reklamen er imponerende og nyskabende. Det er vanvittig galskab at lave reklamer på den måde. Tænk at få den idé at lave et pantomimespringvand af farver sammen med meget stærk musik,« siger projektleder Alex Dalum fra kommunikationsbureauet Lyhne + Company.
»Den er flot og inspirerende, men spørgsmålet er, om folk fanger budskabet om, at det handler om, at Sony er god til at lave farver på deres fladskærme,« siger Alex Dalum.
Reklamens succes hænger dog ofte sammen med, at folk taler om den. Via links, blogs, podcasts og andre kanaler på internettet bliver folk allerede lokket til at se den fascinerende reklame.
Malingen i reklamen var vandbaseret og skulle ifølge Sonys danske pressekontakt, Daniel Brøns, være let at fjerne igen.
Se filmen på Youtube.com
http://www.youtube.com/watch?v=pGL0gdEPCtU