Israelske soldater har skudt og såret omkring 70 palæstinensere, der lørdag var samlet ved grænsen mellem Gazastriben og Israel.
Det oplyser palæstinensiske sundhedsmyndigheder.
Det israelske militær har ikke umiddelbart bekræftet oplysningen.
Stemningen er spændt, men der er ikke uroligheder i samme omfang som dagen før, hvor mindst 15 palæstinensere blev dræbt af israelske soldater ved grænsen.
Det skete i forbindelse med en demonstration, hvor titusinder af palæstinensere deltog.
Det israelske militær oplyser, at nogle af palæstinenserne åbnede ild, og at de kastede sten og brandbomber mod soldaterne ved grænsen.
- Godt klaret af vores soldater, skriver Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en udtalelse lørdag.
- Israel handler med kraft og beslutsomhed for at beskytte sin suverænitet og sine borgeres sikkerhed.
Lørdag var mange palæstinensiske familier i færd med at begrave de døde efter den blodigste dag i Gaza siden krigen i 2014.
Tusinder af mennesker deltog i begravelserne for de dræbte lørdag.
Mange af dem havde palæstinensiske flag i hænderne. Nogle skyder op i luften, mens de råber, at de vil have "hævn". Det rapporterer nyhedsbureauet AFP's korrespondent.
Selv om vreden er til at mærke efter fredagens blodige begivenheder, var kun nogle hundrede palæstinensere lørdag eftermiddag vendt tilbage til grænseområdet for at genoptage demonstrationerne, skriver AFP.
Hvis de voldelige uroligheder fortsætter langs grænsen mellem Israel og Gazastriben, vil Israel rette angreb mod militante grupper i den palæstinensiske enklave. Sådan lyder advarslen fra brigadegeneral Ronen Manelis, der er øverste talsmand for militæret.
I så fald "vil vi ikke kunne fortsætte med at kunne begrænse vores aktiviteter til området omkring hegnet og vil også gribe ind over for disse terrororganisationer andre steder", siger han ifølge nyhedsbureauet AP.
Arrangørerne bag protesterne har sat fem teltlejre op nær grænsen til Israel. Der er planlagt seks ugers protester.
/ritzau/Reuters