Finansministeren foreslog i weekenden, at ledige danskere lempes ind på arbejdsmarkedet via såkaldt indslusningsløn. Det betyder, at de i en periode skal arbejde for under mindstelønnen til gengæld for at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Mindstelønningerne er nemlig med til at holde dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, ude, mener Claus Hjort Frederiksen (V).
Men modellen med indslusningsløn vækker langt fra jubel hos Avisen.dk’s læsere. En afstemning, hvor 1004 læsere har deltaget, viser, at 83 procent siger blankt nej til at lade ledige komme i job til en lavere løn.
"Når lønnen sættes ned, vil det føre til et yderlige pres for, at understøttelsen også skal sættes ned. Det bliver en dødsspiral nedad, og vi ender med såkaldte "Working Poors", der ikke kan leve af et arbejde. Så NEJ, det er IKKE nogen god ide," skriver Finn.
Fyres når tiden udløber
Nogle af argumenterne for at indføre indslusningsløn er, at der ikke er mange arbejdsgivere, der vil betale 110 kroner i timen til en medarbejder, der kun kan producere for 70 kroner i timen. Lønnen skal så stige til mindstelønnen i takt med, at medarbejderen udvikler sine kompetencer og vil blandt andet kunne få flygtninge- og indvandrere i gang på arbejdsmarkedet, lyder et argument.
Men nogle læsere har dårlige oplevelser med den slags modeller. Blandt andre Tinna, der skriver:
"Det bliver bare udnyttet lige som praktik gør. Arbejdsgiver vil ansætte til den billige løn, og fyre når man skal til at stige (…) For vores vedkommende kostede det 700 kroner i transport i 6 måneder, at min mand var afsted i A-Z. Men han blev bare fyret, og de fik en ny, da tiden var udløbet. Jeg kender ingen, som har fået job efter praktik."
Kirsten tror heller ikke på, at lavere løn får flere ud på arbejdsmarkedet:
“Det giver en lavere udgift til arbejdsgiveren, men der kommer ikke flere i arbejde, før der er flere arbejdspladser, så gad vide om det ikke bare ender med, at de normalt lønnede bliver fyret, så der er plads til dem, der skal have mindre i løn."
Plads til dem uden kompetencer
9 procent af læserne siger dog "måske" til indslusningsløn, mens 8 procent er fortalere for modellen og mener, at “et arbejde altid er bedre end intet arbejde.”
Annette skriver:
“Måske! Vi så kan skabe nye arbejdspladser, som nu er udfaset til Kina. Arbejdspladser som ikke kræver nogen videre uddannelse eller sprog. Det kan jeg godt få øje på kunne være en positiv mulighed, for de der i dag ikke har kompetencer til det danske arbejdsmarked."
Claus Hjort Frederiksen vil tage indslusningsløn op i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere.