En 66-årig mand er lørdag eftermiddag fortsat i livsfare, efter at der lørdag morgen opstod brand i hans rækkehus i Nyborg.
Politi og brandvæsen blev klokken 08.50 kaldt til branden i Østervoldgade.
- Brandfolkene sparker en dør ind og sender røgdykkere ind i huset, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.
Inde i huset finder røgdykkerne den 66-årige svært forbrændt. Han bliver reddet ud i live og bliver med politieskorte kørt til Rigshospitalets brandsårsafdeling.
- Vi er sikre på, at der er tale om et uheld i forbindelse med tobaksrygning. Han har siddet i en stol og røget, og så er det gået galt, siger Lars Thede.
Ilden begrænsede sig til området omkring stolen, men har givet røgskader i resten af huset. Det var ikke nødvendigt at evakuere andre huse i bebyggelsen i forbindelse med branden.
/ritzau/