Det har skabt forargelse i Grønland.
Efter et omfattende seksuelt misbrug af to mindre piger - der varede i ni år – skal gerningsmanden bare otte måneder i en åben anstalt.
Det skriver avisen Sermitsiaq på sin netside, hvor det har væltet ind med læserbreve fra utilfredse grønlændere:
- Det er grotesk! Ulækkert! Forfærdeligt!
- Hvorfor er det lige, at manden slipper med sølle otte måneder uden nogen form for behandlings dom overhovedet? Hvorfor? Fordi at han skal have mulighed for, at gøre det igen når han kommer ud, eller hvad?
- Jeg er sikker i mit hjerte, at hvis den slatne dom ikke bliver mere realistisk og mere hård, skal han nok få sin straf før eller senere.
- Det er simpelthen for grotesk, han skulle have den strengste straf,som man overhovedet kan få. Han har ødelagt så meget for de to piger. Mit hjerte græder for de børn og håber virkelig at de for det bedst mulige professionelle hjælp de kan få, så de kan få et ordentlig og velfungerende følelsesliv og deres egen tillid tilbage til dem selv tilbage. Jeg er vred og frustreret.
Den dømte er en 66-årige mand, der får sin dom for blodskam, kønslig omgang med mindre-årige og blufærdighedskrænkelse fra juni 1998 til juni i år.
Seksuelle overgreb har i mange år været tabu i Grønland, men især i de senere år er det kommet et stadigt stigende fokus på problemerne.