En 30-årig mandlig beboer på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde er blevet sigtet for at have dræbt en kvindelig medarbejder på bostedet.
Kvinden på 57 år blev dræbt af knivstik fredag aften ved 20-tiden.
Den mandlige beboer har i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk lørdag erkendt, at han stak en kvindelig medarbejder på bostedet med en kniv.
Det oplyser anklager Kristian Kirk, Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 News.
Den 30-årige er blevet varetægtsfængslet indtil 14. april. Han skal tilbringe tiden på en lukket psykiatrisk afdeling og desuden mentalundersøge
Centerchef på Center Lindegården siger til TV 2 News, at det ikke er svært for beboerne på bostedet at anskaffe sig knive.
- Det her er ikke en lukket institution. Der ligger en Fakta lige ved siden af institutionen, hvor man i virkeligheden kan gå op og købe knive og redskaber, siger centerlederen.
- Det er klart, at vi er meget opmærksomme på knive. Har beboerne knive, så overtaler vi dem som regel til at aflevere dem, fordi vi kan ikke leve i et farligt miljø.
Den kvindelige ansatte, en 57-årig social- og sundhedsassistent, blev dræbt af knivstik fredag aften ved 20-tiden.
Ifølge centerchefen var den medarbejderen gået ind i et medicinrum, da hun blev stukket med en kniv bagfra.
Den mandlige beboer blev anholdt kort efter. Han er sigtet for drab og fremstilles i grundlovsforhør lørdag formiddag, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.
Samtidig med at personalet var bekymret for, at beboeren var i besiddelse af en kniv, var de også opmærksomme på, at han var dybt psykotisk.
- Manden har været meget syg, og vi har kommunikeret omkring, at folk skulle være meget opmærksomme på ham.
- Jeg kan være ked af, at han ikke har været indlagt. Jeg kender ikke de overvejelser, der har været på det tidspunkt. Det er lægerne, der indlægger folk. Vi er ikke læger, vi er pædagoger og sosu-assistenter, siger Birger Jacobsen til TV 2.
Politiet har endnu ikke oplysninger om motivet til knivstikkeriet.
Efter overfaldet blev den sårede kvinde kørt til sygehuset, hvor hun omkring klokken 22.30 blev erklæret for død som følge af det knivstik, der var påført hende med en cirka 23 centimeter lang kniv.
Den 30-årige mand blev anholdt, da politiet ankom til institutionen. Han havde ifølge politiet smidt kniven fra sig. Den blev efterfølgende fundet i et buskads af en politihund.
Den formodede gerningsmand er blevet afhørt på politistationen i Roskilde, hvor han også har gennemgået lægeundersøgelser.
Natten til lørdag har politiet undersøgt gerningsstedet.
Ifølge centrets hjemmeside er Lindegården et socialpsykiatrisk bocenter, der hører under socialforvaltningen i Københavns Kommune.
- Beboere på Center Lindegården har en færdigbehandlet diagnose, men kan endnu ikke flytte i selvstændig bolig, lyder det på hjemmesiden.
/ritzau/