En søndagscykeltur endte tragisk, da en 56-årig mand blev dræbt, idet han kørte ud foran en bilist ved Klitmøller ved Thy. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Klokken 17.13 får politiet en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Kystvejen ved Klitmøller.
- Det er en cyklist, der kommer cyklende ind i krydset mellem Nystrupvej og Kystvejen. Her overser han sin ubetingede vigepligt og kører lige ud foran en bil, der kommer kørende med cirka 80 kilometer i timen.
- Cyklisten bliver dræbt på stedet, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.
Den dræbte er en 56-årig mand fra lokalområdet. Føreren af bilen, en 61-årig mand fra Thisted-egnen, slap uskadt.
- Men han er selvfølgelig chokeret oven på hændelsen, fortæller Henrik Nielsen.
De pårørende til den dræbte er blevet underrettet.
/ritzau/