Et fly er mandag styrtet ned i Kathmandus internationale lufthavn i Nepal.
Mindst 50 er dræbt, oplyser en militærtalsmand til Reuters.
- Vi har fundet 50 døde kroppe indtil videre, siger talsmand Gokul Bhandari.
Selv om de fleste er trukket ud af flyvraget, er der stadig ni mennesker, som man ikke ved, hvad der er sket med.
Flyet er af typen Bombardier Dash 8-Q400 og fra selskabet US-Bangla fra Bangladesh. Det er styrtet ned i den østlige del af lufthavnen Tribhuvan. Det skriver BBC, der citerer avisen Kathmandu Post.
Der var 67 passagerer om bord på flyet, som har plads til 78, skriver BBC. Foruden passagererne var fire besætningsmedlemmer om bord, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Blandt passagererne var 33 nepalesere, 32 fra Bangladesh, en kineser og en fra Maldiverne.
Narayan Prasad Duwadi, talsmand for regeringen, oplyste tidligere, at flere omkomne var hentet ud af flyet.
- Vi har netop trukket flere døde kroppe og tilskadekomne ud fra vraget, siger han til AFP.
En anden talsmand fra myndighederne har tidligere oplyst til AFP, at 20 tilskadekomne passagerer var blevet reddet ud af flyet.
De tilskadekomne er sendt til forskellige hospitaler.
Ifølge Prem Nath Thakur, talsperson for lufthavnen, slingrede flyet ned ad landingsbanen under landingen og styrtede ned på en fodboldbane ved lufthavnen. Efter styrtet brød flyet i brand.
Redningsmandskab fra lufthavnen og Nepals hær er sat ind.
Flyet lettede fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, og det styrtede ned i Kathmandu klokken 14.20 lokal tid.
Lufthavnen mistænker, at der opstod en teknisk fejl i flyet, da det skulle lande.
De senere år har Nepal haft flere flyulykker. I starten af 2016 styrtede et fly ind i en bjergside, og alle 23 passagerer om bord blev dræbt. To dage senere blev to piloter dræbt, da et lille passagerfly styrtede.
/ritzau/