Rallysæsonen fik en tragisk indledning, da en 50-årig spansk tilskuer døde efter en påkørsel under åbningsetapen af Rally Monte Carlo torsdag aften.
Hyundai-køreren Hayden Paddon fra New Zealand mistede kontrollen over bilen i et venstresving på de isede veje og var uheldig at køre ind i spanieren, som stod fremme på vejen for at tage billeder.
Spanieren blev kørt direkte på hospitalet i Nice med store skader, men hans liv stod ikke til at redde.
- Jeg er utrolig trist over dagens ulykke, og mine tanker går til familien og vennerne til den involverede.
- Det er vanskelig at sige så meget mere, fordi vi er i chok over det, som er sket. Jeg beklager over for familien, fansene og sporten, skriver Paddon på Twitter.
Både Paddon, som var fører af bilen, og John Kennard, som agerede kortlæser, slap fra ulykken uden skader. Åbningsetapen blev afbrudt og vil ikke være gældende.
Arrangørerne fortæller, at der er igangsat en undersøgelse af hændelsen, hvor alle involverede parter vil samarbejde med myndighederne.
Rally Monte Carlo fortsætter som planlagt fredag og resten af weekenden.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.