En 50-årig mand er tirsdag formiddag blevet anholdt og sigtet for en voldtægt begået i weekenden i Tønder.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Anholdelsen har fundet sted, efter at en 19-årig kvinde har anmeldt, at hun blev voldtaget natten mellem lørdag og søndag.
Den anholdte mand ventes onsdag at blive fremstillet i grundlovsforhør.
Anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene lukkes ved retsmødet.
Hvis dommeren efterkommer ønsket, vil det ikke være muligt for udefrakommende - herunder pressen - at høre offerets såvel som den sigtedes forklaring, eller at få at vide på hvilket grundlag politiet baserer sin sigtelse.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.
/ritzau/