48-årig sigtet for drab på familiemedlem: 92-årig kvinde skal vidne

En mand blev torsdag fundet død i lejlighed i Odense. En 48-årig har i et grundlovsforhør delvis tilstået drab
En 48-årig ,mand er fænglset, mistænkt for at dræbe familiemedlem på 77 år i Odense.
En 48-årig ,mand er fænglset, mistænkt for at dræbe familiemedlem på 77 år i Odense. Foto: free/Colourbox

En 48-årig mand er fængslet, mistænkt for drabet på en mand, der torsdag blev fundet død i en lejlighed på Vollsmose Alle i Odense.

Den dræbte er en mand på 77 år.

- Den 48-årige er sigtet for at have dræbt ham ved brug af stump vold mod ansigtet, siger politikommissær Jack Liedecke, Fyns Politi.

Manden aflagde i et grundlovsforhør fredag i Retten i Svendborg en delvis tilståelse. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Der er ikke oplysninger om motivet til drabet.

Det var torsdag klokken 17.49, at der blev slået alarm til politiet om, at der lå en død mand på adressen.

Da betjente ankom til stedet, fandt de en død mand og anholdt en anden mand i lejligheden, nemlig den 48-årige som menes at have dræbt den 77-årige.

Ud over de to mænd var der en 92-årig kvinde i lejligheden. Hun er ikke sigtet for noget, men vil blive afhørt som vidne i sagen, oplyser Jack Liedecke.

De tre personer i lejligheden er i familie med hinanden, men politiet ønsker ikke at oplyse, præcis hvordan deres relation er.

- Der er nogle familiemæssige relationer mellem dem, men jeg vil ikke komme nærmere ind på det, siger Jack Liedecke.

I forbindelse med grundlovsforhøret besluttede dommeren, at den 48-årige skal mentalundersøges, og at han skal tilbringe varetægtsfængslingen på en psykiatrisk afdeling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.