4600 danske kvinder rammes årligt af brystkræft

Krimi

Højesteret afviser erstatning til kvinde, der ikke blev screenet for brystkræft inden for den fastsatte tid.

Højesteret har tirsdag afvist, at en kvinde, der blev screenet for brystkræft med 38 dages forsinkelse, er berettiget til erstatning.

Hun viste sig senere at have udviklet brystkræft og har krævet erstatning, fordi mammografiscreeningen ikke blev udført rettidigt.

* Siden 2009 er alle danske kvinder i alderen 50-69 år blevet tilbudt undersøgelse for brystkræft. Kvinderne inviteres til at deltage i undersøgelsen hvert andet år.

* Screeningen har til formål at opdage sygdommen i et tidligt stadium. Det giver bedre mulighed for behandling og helbredelse.

* En knude i brystet kan være en indikator for brystkræft. Man kan ofte ikke selv mærke knuden, men en røntgenundersøgelse af brystet - mammografi - kan afsløre knuden.

* Brystkræft er den hyppigst forekommende kræftsygdom hos kvinder i den vestlige verden.

* Hvert år får cirka 4600 danske kvinder diagnosen.

* Risikoen for at få sygdommen stiger fra 50-års-alderen.

* Risikoen for at få brystkræft i løbet af et liv er cirka ti procent blandt kvinder.

* Hyppigheden har været stigende gennem mange år, mens dødeligheden er faldende. Hvert år dør cirka 1100 kvinder herhjemme som følge af sygdommen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/