Mindst 43 mennesker er dræbt i det nordlige Burkina Faso. Det meddeler regeringen i det vestafrikanske land mandag.
Angrebet, der fandt sted søndag, var rettet mod to landsbyer i den nordlige del af Burkina Faso.
Det er et af de blodigste angreb i landet i det seneste år.
Jihadistgrupper og militante grupper har flere gange tidligere angrebet civile i det område, der grænser op mod Mali.
Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for søndagens angreb.
Burkina Faso ligger i Sahel-regionen, der har oplevet en stigning i islamistiske, ekstremistiske angreb.
Tusindvis af civile og soldater er i de seneste år blevet dræbt under voldelige konflikter i Sahel-regionen. Volden begyndte i Mali i 2012 og spredte sig efterfølgende til nabolandene Burkina Faso og Niger.
Siden 2015 er omkring 800 personer blevet dræbt i Burkina Faso, og cirka 800.000 er blevet tvunget fra deres hjem.
Landets præsident, Roch Marc Christian Kabore, har betegnet situationen som en "hidtil uset humanitær krise".
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters