41-årig motorcyklist dræbt i ulykke på fynsk motorvej

Fynsk Motorvej er spærret i østlig retning efter en alvorlig trafikulykke, hvor motorcyklist er dræbt.
Motorcyklist fra Odense ramte ind i autoværn og blev dræbt, efter at han var blevet påkørt bagfra af personbil torsdag aften på Fynske Motorvej.
Motorcyklist fra Odense ramte ind i autoværn og blev dræbt, efter at han var blevet påkørt bagfra af personbil torsdag aften på Fynske Motorvej. Foto: Erik Luntang/arkiv/Scanpix

Politiet på Fyn vil gerne i kontakt med trafikanter, som har overværet en ulykke torsdag aften på motorvejen nær Odense, hvor en 41-årig mandlig motorcyklist fra Odense mistede livet.

Især chaufføren af en lastbil, der fragter biler, er politiet interesseret i at tale med.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Vi ved fra en anden bilist, at ulykken skete lige foran en autotransporter, som havde en hvid Mercedes på ladet. Chaufføren kan næsten ikke have undgået at se ulykken, så ham vil vi gerne i kontakt med, siger vagtchef Torben Jakobsen fra Fyns Politi.

En bilist har fortalt politiet, at hun blev overhalet af en personbil, som derefter også overhalede autotransporteren. Sekunder efter skete ulykken.

- Hun ser ting og sager flyve gennem luften lige foran autotransporteren. Så vi vil bare gerne vide, hvad lastbilchaufføren har set, siger vagtchefen.

Politiet mener, at motorcyklisten blev påkørt bagfra af den personbil, som overhalede autotransporteren. Motorcyklisten mistede som følge af påkørslen herredømmet over maskinen og ramte ind i autoværnet.

- Personbilen holdt ude på motorvejen, men chaufføren var der ikke. Om han har været i chok eller forsøgt at stikke af fra stedet, ved vi ikke. Men han har siden selv henvendt sig til os, oplyser Torben Jakobsen.

Ulykken, der skete kort før klokken 22 mellem afkørsel 50 og 49 i østlig retning, betød, at motorvejen var helt spærret i østlig retning i flere timer.

Strækningen er natten til fredag blevet genåbnet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.