Cirka 400 fanger er flygtet fra et fængsel i udkanten af Libyens hovedstad, Tripoli, hvor rivaliserende militser ugen igennem har kæmpet mod hinanden.
Det oplyser politiet i det nordafrikanske land.
- De indsatte var i stand til med kraft at åbne dørene og komme ud, lyder det i en erklæring fra politiet.
Imens blev der kæmpet nær fængslet Ain Zara i en sydlig forstad til Tripoli.
Vagterne i fængslet kunne ikke stoppe fangerne. De frygtede for deres eget liv ifølge politiet.
De fleste af de indsatte afsonede straffe for vanlige forbrydelser. Men der var også folk, der støttede afdøde diktator Muammar Gaddafi og begik drab under opstanden i 2011, hvor regimet faldt.
Mindst 39 er blevet dræbt og cirka 100 såret, siden der brød kampe ud mandag i forstaden, hvor fængslet ligger.
Siden Gaddafis død i 2011 har Tripoli været skueplads for talrige kampe mellem væbnede grupper, der har villet sikre sig magten.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP