40 procent pendler til job i nogle kommuner

På landsplan pendler hver femte dansker nu dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. (Foto: Foto: Colourbox free)

På landsplan pendler hver femte dansker dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. Arbejdsgivere vil have flere lokale job.

Danskerne pendler på livet løs mellem bopælen og jobbet, men nogle kommuner sender så mange borgere ud på landeveje og togskinner, at pendleriet har taget overhånd, mener arbejdsgivere.

De opfordrer nu de store pendlerkommuner til at holde på pendlerne med flere lokale arbejdspladser.

Det skriver Politiken søndag.

På landsplan pendler hver femte dansker nu dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. Men landsgennemsnittet skjuler store lokale forskelle. I nogle kommuner er pendleriet så omfattende, at det omfatter mere end 40 procent af indbygerne. Det fremgår af en ny opgørelse, udarbejdet af arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv.

"At dømme efter undersøgelsen ser det ud, som om nogle kommuner slet ikke ser sig selv som erhvervskommuner, det ser ud, som om de udelukkende satser på at være bopælskommuner og dermed ikke tager ansvar for at sikre en god erhvervsudvikling. Det er ærgerligt. Det er altså en hel del smartere for alle parter, at man arbejder i sin bopælskommune, tæt på hjemmet, så der er mere tid til familien, samtidig med at kommunekassen får flere skatteindtægter, og de lokale arbejdsgivere får friske og motiverede medarbejdere, der ikke har kæmpet sig frem i myldretrafikken", siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv, til Politiken.

Herlev Kommune lidt uden for København til blandt landets større pendlerkommuner. Ifølge undersøgelsen pendler 37 procent af Herlev-borgerne hver dag ud af kommunen for at arbejde et andet sted. Og faktisk viser kommunens egne undersøgelser, at pendleriet er endnu mere omfattende.

"Vi gennemførte sidste år en undersøgelse. Derfor ved vi, at der er omkring 9.000 Herlev-borgere, der pendler ud hver dag, mens omkring 3.600 bliver. Det vil faktisk sige, at to tredjedele af de arbejdende Herlev-borgere pendler ud af kommunen - det er et meget stort tal", siger Lene Skov, leder af Herlev Kommunes afdeling for Kommunikation, Udvikling og Erhverv, til Politiken.

Derfor forsøger kommunen med Lene Skovs ord at gøre sig "attraktiv" for potentielt nye virksomheder, der overvejer at slå sig ned i Herlev, og for dem, der allerede har slået sig ned inden for bygrænsen - og gerne skulle blive boende.

Newspaq