Når politikerne sætter sig til bordet for at forhandle en ny dagpengereform på plads, bør aftalen indeholde en garanti imod et nyt udfaldsboom. Sådan lyder et forslag fra 3F, skriver Politiken tirsdag.
- Jeg synes, vi skal lære af historien, og når den viser, at politiske prognoser ikke holder - til stor skade for dem, der mister deres dagpenge - bør man med en vis rimelighed kunne forlange, at der til gengæld iværksættes initiativer, som hjælper de her folk på vej, lyder det fra 3F-formand Per Christensen.
VK-regeringen skønnede i 2010, at blot 2.000-4.000 personer ville falde ud af systemet, selv om dagpengeperioden blev halveret og genoptjeningskravet fordoblet. Men i 2013 mistede mere end 30.000 personer dagpengeretten. Det må ikke ske igen, siger Per Christensen.
Dagpengekommissionens bedste skøn er, at der vil være 6.700 personer, som med den nye reform vil opbruge dagpengeretten.
Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er åben:
- Det er jo altid fornuftigt at bygge ind i en forligskreds, at man ved udvalgte lejligheder evaluerer, om det rent faktisk virker efter hensigten. Det er muligt, at vi skal gøre det her - det kunne man sagtens forestille sig, siger han og henviser også til fejlskuddet i 2010.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) ser intet behov for en klausul:
- Jeg mener ikke, man skal hæfte sig så nøje ved sådan nogle helt specifikke tal. Den udfordring, vi står i og over for, er af en helt anden karakter. I den periode, vi nu har haft, hvor tusindvis af mennesker er faldet ud af dagpengesystemet, har vi også haft en periode, hvor titusindvis af mennesker er kommet til Danmark for at arbejde og har overtaget helt almindelige faglærte og ufaglærte jobs.