Socialdemokratiet oplyste i går, at Christine Antorini forlader dansk politik til fordel for et chefjob i Novo Nordisk.
Bondo om Antorini: Vi kommer ikke til at savne hende
Anders Bondo Christensen var kontant, da han til Ekstra Bladet valgte at kommentere på den tidligere S-profils afsked med politik.
- Jeg tror ikke, der er mange af Danmarks Lærerforenings medlemmer, der kommer til at savne hende, lød det fra Anders Bondo Christensen.
Som formand for Danmarks Lærerforening sad han på den ene side af bordet, mens Christine Antorini i rollen som børne- og undervisningsminister sad på den anden, da den omdiskuterede folkeskolereform skulle udarbejdes.
Anders Bondo Christensen udtalte i går til Ekstra Bladet, at han heller ikke personligt kommer til at savne Christine Antorini.
Umoden kommentar
Nu reagerer Per Christensen, der er forbundsformand for fagforbundet 3F, skarpt på Anders Bondo Christensens udtalelser.
- Det er en umoden kommentar, som ikke hører nogen steder hjemme. Politiske uoverensstemmelser til trods kan man godt optræde som et voksent menneske, siger Per Christensen til Avisen.dk.
Han roser den tidligere minister.
- Jeg kender ingen, der i den grad brænder igennem i en en-til-en snak med helt almindelige mennesker. Det er noget, der smitter af, når hun er ude blandt vores medlemmer eller deltager ved de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelserne, siger Per Christensen.
Svær at genkende
Anders Bondo Christensen mener, at den udskældte reform af folkeskolen var med til at ødelægge forholdet mellem lærerne og Christine Antorini, der ellers tidligere blev betragtet som en god samarbejdspartner.
Folkeskolereform martrer Antorinis eftermæle hos lærerne
- Jeg havde et glimrende samarbejde med Christine Antorini, da hun var uddannelsesordfører, inden hun blev minister. Jeg havde svært ved at genkende den politik, som blev gennemført, da hun blev minister, sagde Anders Bondo Christensen i går til Ritzau.
3F's Per Christensen roser Christine Antorini for at have indsigt og politisk vilje.
- Jeg har flere gange været så heldig at møde Christine Antorini i sammenhænge, hvor man har diskuteret uddannelsespolitik. Hun har en enorm indsigt og en politisk vilje, der sammen med hendes begejstring gør hende til en af de bedste politikere, vi har set, siger Per Christensen.