Dagen efter at to jordskælv ramte den indonesiske ø Sulawesi har katastrofemyndighederne bekræftet, at mindst 384 mennesker har mistet livet under jordskælvene og den efterfølgende tsunami.
Det skriver nyhedsbureauet AFP lørdag. Tidligere lød dødstallet på 48.
De 384 er alene fundet i øens hovedby Palu. Ofre fra andre steder på øen eller i Indonesien i øvrigt er ikke talt med. Hundredvis af mennesker er kommet til skade. Lørdag lyder estimatet, at flere tusinde hjem er smadret.
Fra myndighedernes side er der bekymring for omfanget af ødelæggelserne. Op til hundrede mennesker fra en planlagt strandfest i Palu, blev fanget, da tsunamien ramte øen, skriver AFP.
Palu er en by på cirka 350.000 mennesker. Ifølge AFP ligger der lørdag stadig lig på byens strand.
Byen ligger i en bugt, der angiveligt har fungeret som en tragt for tsunamien. Dermed er vandet blevet presset sammen, inden det er væltet ind over byen "som en mur", skriver AFP.
Byens hospitaler er fredag og lørdag blevet løbet over ende af tilskadekomne. Mange af dem behandles udendørs, fordi hospitalerne ikke har plads.
I nærliggende by, Donggala, som altså ikke har oplyst noget dødstal, er en bro ifølge AFP kollapset.
Fredag eftermiddag dansk tid blev Sulawesi ramt af et jordskælv målt til 6,1. Senere ramte et endnu kraftigere jordskælv, som blev målt til 7,5 og ramte i ti kilometers dybde. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).
Det udløste angiveligt helt op mod tre meter høje tsunamibølger.
Tidligere blev det oplyst, at det var forventet, at dødstallet ville stige.
I mindst to byer er boliger skyllet væk af tsunamien, siger en unavngiven embedsperson til nyhedsbureauet AP.
Indonesien var et af de hårdest ramte lande, da et stort jordskælv i 2004 sendt en voldsom tsunami gennem regionen. Her blev 168.000 dræbt i Indonesien.
/ritzau/