38 mennesker var fredag kortvarigt fanget i en østtysk mine efter en eksplosion. De blev reddet op via en skakt, oplyser politiet.
To personer - den ene 24 år og den anden 44 år - blev kvæstet i forbindelse med eksplosionen i minen ved byen Teutschenthal.
De indespærrede befandt sig i 700 meters dybde. De søgte i sikkerhed i et sikringsrum i minen.
Der arbejder over 100 mennesker under jorden i minen i Teutschenthal.
Delstatens Sachsen-Anhalts minekontor siger, at brint kan have udløst eksplosionen. Det kan være indeholdt i støv fra forbrændte planterester.
Minen er ombygget og anvendes til deponering af mineralsk affald. Tidligere blev der udvundet salt i minen igennem 80 år.
Minedriften blev indstillet i 1982.
Teutschenthal ligger tæt på byen Halle, der ligger omkring 150 kilometer sydvest for Berlin.
Den lokale radiostation MDR oplyser, at redningsmandskab hurtigt blev tilkaldt og iværksatte en redningsoperation.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa