Valgstederne er tidligt onsdag morgen lokal tid åbnet i Indonesiens præsident- og parlamentsvalg - verdens største endagsvalg med 192 millioner stemmeberettigede indonesere.
Her kæmper præsident Joko Widodo og den tidligere general Prabowo Subianto om landets øverste stilling.
De første valgsteder åbnede i den østlige provins Papua onsdag morgen klokken syv lokal tid. Det er to timer tidligere end valgstederne i Jakarta på grund af tidsforskellen på to timer. Indonesien har tre tidszoner.
Det er første gang i Indonesiens historie, at præsidentvalget og parlamentsvalget bliver afholdt samme dag.
Ved onsdagens præsident- og parlamentsvalg er der indsat næsten 350.000 politibetjente og soldater, der sammen med 1,6 millioner paramilitære betjente skal sikre landets 17.000 valgsteder.
Til de to valg er der opstillet i alt 245.000 kandidater.
De 192 millioner stemmeberettigede vælgere får hver udleveret fem stemmesedler. Her skal de sætte kryds ved en præsident og en vicepræsident samt stemme på både regionale og nationale kandidater.
57-årige præsident Widodo er tidligere forretningsmand i møbelindustrien. Han gik ind i politik for 14 år siden og startede som borgmester i en mindre by.
Kampen mellem Widodo og Prabowo Subianto er en gentagelse af præsidentvalget i juli 2014, som Widodo vandt knebent.
Ved dette års valg viser de seneste meningsmålinger, at præsident Joko Widodo har en komfortabel føring over sin udfordrer.
Imens har oppositionen givet udtryk for bekymring for data-uregelmæssigheder, der kan påvirke millioner af vælgere. Den har varslet, at der vil blive handlet, hvis dens bekymringer bliver ignoreret.
- Systemet er ikke idiotsikret, men der er nok kontroller på plads, siger politisk analytiker Kevin O'Rourke.
Få iagttagere tror på, at Prabowo Subianto kan overraske og vinde over den siddende præsident.
- Skulle Prabowo vinde, vil det bogstaveligt talt være enden på meningsmålinger i Indonesien - og meget chokerende, siger lektor ved Australian National University Marcus Mietzner.
Indonesien har verdens største overvejende muslimske befolkning.
De første officielle resultater fra onsdagens valg vil blive offentliggjort i maj.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters