En mand, der sad varetægtsfængslet, er onsdag fundet død i Politigårdens fængsel.
Det bekræfter Københavns Politi.
- Jeg kan bekræfte, at en arrestant er fundet død i fængslet, siger Aaron Newman, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
- Vi kender ikke dødsårsagen. Den skal en obduktion fastslå, fortsætter han.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om en 32-årig serbisk mand, der var tiltalt i en stor narkosag. Han var desuden sigtet for drab.
Mandens forsvarer bekræfter, at det er hans klient, der er død.
- Jeg kan bekræfte, at det er min klient, der er død. De foreløbige meldinger lyder på, at dødsårsagen er epilepsi, men dødsårsagen skal fastlås ved en obduktion, siger forsvareren, Martin Leth Hansen.
Han finder det meget uheldigt, at man i fængslet ikke har været bedre til at passe på hans klient.
- Da han bliver overført fra Serbien, gør jeg både Kriminalforsorgen og politiet opmærksom på, at han lider voldsomt af epilepsi, og jeg opfordrer til, at man holder særligt lægeligt opsyn med ham, siger forsvareren.
- Alle advarselslamper burde blinke, og så er det virkelig uheldigt, at man ikke har været i stand til at passe bedre på ham.
Manden efterlader sig kone og børn hjemme i Serbien. Martin Leth Hansen kan ikke sige, om han på deres vegne vil kræve erstatning.
- Nu er det så nyt det hele. Jeg vil tale med hans kone, og så må vi se, hvad obduktionen siger, før vi overvejer, hvad vi skal gøre, siger han.
Sammen med fem andre stod den 32-årige ved Retten i Glostrup tiltalt i en sag, der ifølge anklagemyndigheden drejer sig om mindst 45 kilo kokain og omkring 2,5 kilo heroin.
En del af narkoen skulle mændene have opbevaret ved at grave den ned på flere adresser i Rødovre og Hvidovre.
De seks mænd spillede forskellige roller i indsmugling og salg af den store mængde narko. Den 32-årige stod ifølge anklagemyndigheden sammen med en 49-årig landsmand for at indsmugle narkoen.
Retten i Glostrup ventes at afsige dom i narkosagen onsdag i næste uge.
Kort før narkosagen begyndte ved retten, kom det frem, at de to serbiske mænd også er sigtet for et drab i Ballerup.
Drabet skete 17. juni sidste år, hvor politiet fik en anmeldelse om, at der var blevet affyret flere skud på Grantofteparken.
Da betjentene nåede frem, fandt de en 29-årig mand hårdt såret. Han var ramt af skud i både hovedet og brystet, og han døde ud på natten på sygehuset.
/ritzau/