En enorm eksplosion i et stort militært våbendepot med blandt andet missiler i Ukraine har medført evakuering af over 30.000 mennesker, og luftrummet over området er lukket.
De ukrainske myndigheder siger, at der muligvis kan være tale om "sabotage".
Den militære anklagemyndighed siger i en erklæring, at den har indledt en efterforskning af "mulig sabotage på et militært anlæg".
Det er anden gang i år, at et stort våbendepot er ramt af ødelæggelser i Ukraine.
Det andet våbendepot eksploderede i marts, og de ukrainske ledere har givet Rusland og russiskstøttede oprørere skylden.
Beskyldningerne afvises af Rusland og af de prorussiske separatister.
Ifølge foreløbige rapporter er kun to personer kommet lettere til skade ved eksplosionen i våbendepotet, som er et landets største.
Et område på fem kilometer omkring depotet er evakueret. Det oplyser politiet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Forbuddet mod flyvning i området gælder i en radius på 50 kilometer. Togtrafik er indstillet, og veje er lukket.
Ifølge premierminister Volodymyr Groysman, som er ankommet til stedet, er eksplosionen forårsaget af "eksterne faktorer".
Eksplosionen skete sent tirsdag på depotet tæt ved Kalynivka i regionen Vynnytsja. Det ligger 270 kilometer vest for hovedstaden Kijev.
Flere end 1200 brandfolk arbejder med at slukke branden, rapporterer nyhedsbureauet Tass.
Eksplosionen er sket, mens en større antiterrorøvelse var i gang i samme område.
Der var lagret 188.000 ton ammunition på depotet, skriver dpa.
/ritzau/AFP