Det danske hold ved OL i London kommer til at bestå af 112 atleter, meddeler Danmarks Idræts-Forbund (DIF) i en pressemeddelelse.
- Danmark stiller med et stort og stærkt hold til legene i London og med en rigtig god blanding af erfarne OL-deltagere og debutanter, siger den danske OL-chef Jesper Frigast Larsen i en pressemeddelelse.
- 112 atleter på det danske OL-hold er hele 28 flere end ved legene i Beijing, og for første gang nogensinde får Danmark to håndboldhold med til samme OL, siger han.
DIF har senest udtaget 28 atleter, herunder det kvindelige håndboldlandshold, cykelholdet på bane og landevej, tennisspilleren Caroline Wozniacki og stangspringeren Caroline Bonde Holm.
Det danske dressurhold, som vandt OL-bronze i 2008, er også udtaget, men endnu mangler det at blive besluttet, hvem der bliver reserve.
Rytterne Anne Van Olst, Anna Kaszprzak, Lisbet Seierskilde, Sidsel Johansen og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein kæmper om fire OL-pladser, og beslutningen træffes i weekenden.
Den danske målsætning for OL i London lyder på otte medaljer.