28-årige Cecilie blev direktør i café-imperium - nu risikerer hun milliongæld

- På et tidspunkt røg han i fængsel, og han måtte derfor ikke have ansatte i sin virksomhed, hvis han var direktør. Han spurgte, om jeg ville stå som direktør for hans selskab, der ejede cafeerne, siger Cecilie Jørgensen om episoden, der gjorde hende til direktør for et københavnsk café-imperium. (Foto: Foto: Privat )

Hun risikerer at stå med en gæld på 1,2 millioner kroner, hvis Sø- og Handelsrettens dom går imod hende.

Den dummeste og mest naive beslutning, hun nogensinde har truffet. Sådan tænker 28-årige Cecilie Jørgensen nu om den dag, hvor hun sagde ja til at blive direktør for et københavnsk café-imperium.

Café Sommersko, der siden 1976 har haft en særlig status i hovedstadens gadebillede, var kronjuvelen i rækken af de mange cafeer, som ejeren Bahram Sari Beliverd stod bag.

Tilbage i 2010 startede Cecilie Jørgensen som kontorassistent for den ambitiøse cafékonge, der viste sig at have domme for blandt andet vold, sort arbejdskraft og skattesvig på sit tvivlsomme cv.

- På et tidspunkt røg han i fængsel, og han måtte derfor ikke have ansatte i sin virksomhed, hvis han var direktør. Han spurgte, om jeg ville stå som direktør for hans selskab, der ejede cafeerne, siger Cecilie Jørgensen til Berlingske.

Chef for 12 selskaber

Hun forklarer i fredagens udgave af avisen, at hun stolede på sin chef, men også frygtede for konsekvenserne, hvis hun afviste hans ønske. Hun traf derfor en beslutning om at sige ja til jobtilbuddet - og det, som hun i dag kalder for ’dummeste og mest naive beslutning’ var taget.

Cecilie Jørgensen forklarer til Berlingske, at hun i rollen som direktør i selskaberne ikke var beslutningstager, men derimod blot en stråmand, hvilket hun ikke var i stand til at gennemskue dengang.

I perioder var hun registreret som direktør i op til 12 forskellige selskaber med tilknytning til Bahram Sari Beliverdi, men i 2014 var det slut, da hun efter eget udsagn fratrådte i koncernen med perlerækken af caféer.

Cafékongen sagde, at hun nu var ude af hele forretningen, forklarer Cecilie Jørgensen til Berlingske. Det viste sig dog at være et problem, at hun stod registreret som direktør - blandt andet for Frederiks Cafe & Bar på Gammel Kongevej på Frederiksberg.

En ubetalt regning på 8.000 kroner betød, at hun i april 2016 blev stoppet ved Bellahøj Svømmestadion af politiet, da hun var på vej hjem fra træning. Hun måtte overnatte i Vestre Fængsel, dagen efter blev hun sendt i Fogedretten, og kort efter begyndte hun at modtage en masse breve i postkassen.

- Det var breve fra alle mulige advokater. Om konkurs og gæld og en masse andet, jeg ikke forstod, siger Cecilie Jørgensen.

Regninger på 1,2 millioner

Den 20. februar skal hun møde op i Sø- og Handelsretten i en sag om konkurskarantæne i forbindelse med en konkurs af en restaurant i Hellerup. Sagsomkostninger og advokatregninger kan betyde en udgift på op til 150.000 kroner, hvis hun ender med at lide et nederlag i retten.

Hun risikerer også at blive erklæret erstatningspligtig over for en lang række af kreditorer, hvilket kan løbe op i mere end 1,2 millioner kroner i regninger, hvis hun taber sagen.

- De 1,2 mio. er afgørende for, hvordan jeg skal leve mit liv. Det er afgørende for, om jeg kan købe et hus med min kæreste, som jeg gerne vil, siger Cecilie Jørgensen til Berlingske.
-
Bahram Sari Beliverdi har ikke ønsket at udtale sig til Berlingskes artikel – læs hele historien her.