En 27-årig mand er i livsfare, efter han natten til fredag kørte sin knallert ind i en parkeret bus på Skrillingevej i Middelfart.
- Vi ved ikke præcist, hvad der sker, men han påkører venstre bageste hjørne af bussen og vælter derved, lyder det fra vagtchef ved Fyns Politi Jesper Fält.
- Styrthjelmen er slynget af ham og flækket, og han har kraftige skader i hovedet, siger han.
Bussen holdt parkeret i vejsiden.
- Den holdt lovligt parkeret. Der var en lygtepæl i nærheden, så den var fuldt oplyst, siger vagtchefen.
Ulykken skete lidt efter klokken to. Den 27-årige mand er fra lokalområdet. Han er nu indlagt på Odense Universitetshospital.