En 26-årig mand har mistet livet i en trafikulykke på Fyn sent søndag aften.
Ifølge TV2 skete ulykken på Turupvej i byen Hesle på Vestfyn.
Den 26-årige kom over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en firehjulstrækker, oplyser Fyns Politi til TV2.
Den dræbte kørte selv i en Peugeot 208, skriver B.T.
Uheldet skete kl. 22.22, oplyser vagtchef hos Fyns Politi Steen Nyland.
- Han kørte mod Assens, da han af uforklarlige årsager kommer over i den modsatte vejbane, hvor han kører frontalt ind i en stor firehjulstrækker og dør på stedet, siger vagtchefen til B.T.
- Vejen går helt lige på stedet, så vi ved ikke, hvad der fik ham til at køre over i den anden vejbane, siger Steen Nyland.
Føreren af firehjulstrækkeren kom lettere til skade ved ulykken og blev derfor kørt på hospitalet.
/ritzau/