26-årig død: Politiet efterlyser mystisk bil

Krimi
Arkivfoto. (Foto: Foto: Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix )

En mand kørte galt på motorvejen og stjal en bil, der ville hjælpe. Passager i en tredje bil mistede livet.

Flere biler forulykkede lørdag morgen i motorvejskrydset ved Avedøre nær København. Det kostede en 26-årig mand livet.

Det hele begyndte med en soloulykke, hvor en anden bil standsede op for at hjælpe. Men føreren af den forulykkede bil viste taknemmelighed på en noget speciel måde.

- Han sætter sig ind i den bil, som er holdt ind for at hjælpe, og kører væk. Han stjæler den, så den leder vi efter, fortæller vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi.

Soloulykken skete på det sted, hvor Amagermotorvejen krydser Motorring 3 og skifter navn til Køge Bugt Motorvejen. De forulykkede biler kom fra Amagermotorvejen.

Ud over den hjælpsomme bilist holdt yderligere en bil ind til siden for at hjælpe. I den var en 26-årig mand med som passager, og det er ham, som har mistet livet.

Det skete, fordi yderligere to biler kort efter påkørte hinanden, og den ene fortsatte ind i nødsporet, hvor de andre biler holdt. Den 26-årige stod foran en af de holdende biler, og blev ramt så slemt, at han afgik ved døden.

Ulykken blev anmeldt klokken 05.02, og ifølge Peter Grønbek var der ikke andre tilskadekomne end den dræbte.

Politiet efterlyser den bil, som blev stjålet. Det drejer sig om en bordeaux Toyota Carina med registreringsnummer UK 42 514.

Motorvejen var lukket efter ulykken, men der er igen åben for trafik.

/ritzau/