257 omkommet ved den værste flykatastrofe i Algeriet

Redningsfolk arbejder ved vraget af flyet, der er forulykket nær hovedstaden i Algeriet, Algier.
Redningsfolk arbejder ved vraget af flyet, der er forulykket nær hovedstaden i Algeriet, Algier. Foto: Ramzi Boudina/Reuters

Algeriet er onsdag blevet ramt af den hidtil værste flykatastrofe i det nordafrikanske lands historie.

257 mennesker er ifølge de statslige medier omkommet ved et flystyrt nær lufthavnen i Boufarik ved hovedstaden Algier.

Det var et militærfly, der styrtede. De ombordværende var militært personel og deres familier, siger lokale embedsmænd.

En militærkilde sagde tidligere, at flyet havde plads til omkring 120 personer, men det statslige tv rapporterer, at mindst 257 er omkommet.

Flyet er af typen Iljusjin IL-76 og bygget i Rusland. Den algeriske pressetjeneste skriver, at det var på vej til Tindouf i den sydvestlige del af Algeriet nær grænsen til Marokko.

Iljusjin IL-76 er et transportfly. Ifølge den russiske producents hjemmeside kan forskellige modeller af flyet transportere mellem 126 og 225 passagerer.

Flyet styrtede ned ved Boufarik-luftbasen, hvorfra det også var lettet. Men kort efter starten skete katastrofen af endnu ukendte årsager.

Masser af ambulancer og brandbiler med hylende sirener hastede til flyvraget.

Sikkerhedsfolk afspærrede området for at holde nysgerrige og journalister væk.

Forsvarsministeriet siger i en erklæring, at 247 passagerer og ti besætningsmedlemmer blev dræbt. Der bliver ikke nævnt noget om overlevende.

Boufarik ligger i det nordlige Algeriet nær Middelhavet. Byen er omkring 30 kilometer fra Algier.

Tilbage i februar 2014 omkom 77 personer, da et militærfly styrtede mellem byerne Tamanrasset og Constantine i Algeriet. Også her var passagerne soldater og deres familiemedlemmer.

I juli 2014 styrtede et fly fra Air Algerie i det nordlige Mali. 116 personer omkom, deriblandt 54 franskmænd. Flyet var på vej fra Burkina Faso til Algiers.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.