25 hundehvalpe er blevet aflivet, efter at en polsk mand ifølge politiet forsøgte at smugle hvalpene ind i Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 33-årige herboende polak blev stoppet ved grænsen ved Frøslev onsdag formiddag i forbindelse med en indrejsekontrol. Han kørte i en varebil sammen med anden polak.
Ifølge politiet forsøgte den 33-årige mand at få de 25 hundehvalpe ind i Danmark for at sælge dem.
Men ifølge Fødevarestyrelsen havde manden ikke registreret sig som hundehandler, og hundene havde heller ikke de lovpligtige dokumenter og sundhedscertifikater.
Desuden var flere af dyrene håndteret i strid med reglerne i dyreværnsloven. Det var dermed ikke lovligt at indføre dyrene i Danmark. Det skriver politiet, der derfor sigter manden for at overtræde dyreværnsloven.
Det fremgår ikke, hvorfor den anden person i bilen ikke er blevet sigtet i sagen.
Da hundene ikke måtte komme lovligt ind i Danmark, og manden ikke ønskede at sende dem tilbage til Polen, måtte Fødevarestyrelsen fortælle manden, at hvalpene derfor skulle aflives.
En dyrlæge aflivede herefter hvalpene, oplyser politiet.
/ritzau/