I forbindelse med lørdagens pinsekarneval i Aalborg er en 24-årig mand blevet livsfarligt såret af knivstik.
- Han er blevet stukket cirka fem gange i ryggen og armen, og kniven har ramt en pulsåre, fortæller Bent Højgaard, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
- Han er kørt på sygehuset, og efter de seneste meldinger, jeg har fået, skulle han være blevet stabiliseret og være uden for livsfare, fortæller vagtchefen.
Knivstikkeriet fandt sted lørdag formiddag i en baggård i Markusgade i Aalborg. Her sad en gruppe og var i gang med at gøre sig klar til karnevalet.
- Så kommer der en 26-årig mand, og han stikker så den forurettede i ryggen og armen, fortæller Bent Højgaard.
Politiet ved endnu ikke noget om, hvad der kan ligge bag knivoverfaldet, men den 26-årige gerningsmand er blevet anholdt.
- Vi har ikke haft lejlighed til at afhøre parterne endnu, så det ved vi ikke noget om, siger Bent Højgaard.
Den 26-årige gerningsmand kommer fra Aalborg, og han vil ifølge vagtchefen blive sigtet for forsøg på manddrab.
Derudover skal han fremstilles i grundlovsforhør, hvor en anklager fra Nordjyllands Politi vil bede en dommer om at varetægtsfængsle manden.
Grundlovsforhøret vil formentlig blive berammet til søndag morgen, oplyser Bent Højgaard.