11 år og 8 måneder skal den 24-årige Jonathan Rudi Kleist sidde fængslet for drab som følge af omfattende voldsudøvelse på en 39-årig grønlandsk mand i en lejlighed i Sydhavnen i oktober 2011.
Sådan lyder dommen mandag fra Retten på Frederiksberg, der tidligere slog fast, at det var den 24-årige, der gav den afdøde slag, spark og tramp især i hovedet og på overkroppen i en lejlighed i Sydhavnen.
Det er et enigt nævningeting, der har afsagt dommen over Jonathan Rudi Kleist, der har erkendt vold med døden til følge, men nægter drab.
Drabet fandt sted på K.M. Klausens Gade under et drikkelag blandt grønlændere. Ud på natten blev politiet kaldt til lejligheden i Sydhavnen af en de personer, der opholdt sig på stedet.
- Forurettede faldt omkuld i entréen og kunne ikke rigtig forsvare sig. Han blev slået eller sparket adskillige gange, til han ikke rørte sig mere, forklarede et vidne i retten.
- Dette varede måske i 20 minutter. Vidnet så også, at tiltalte vred forurettedes hals og sparkede ham i ribbenene, sagde vidnet i retten.
Sagen blev behandlet af et nævningeting, hvor den tiltalte ved en enstemmig skyldkendelse er fundet skyldig i samtlige anklager.