23 dræbt i bilbombe nær oprøreres hovedkvarter i Syrien

Ifølge observatører var en eksplosion søndag rette mod en mindre oprørsgruppes hovedkvarter i Idlib.
Syriske redningsfolk bærer et offer for søndagens eksplosion i den nordvestlige provins Idlib.
Syriske redningsfolk bærer et offer for søndagens eksplosion i den nordvestlige provins Idlib. Foto: Zein Al Rifai/AFP

En stor eksplosion har søndag ramt Syriens største oprørskontrollerede by, Idlib, og dræbt mindst 23 personer.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder søndag.

- En stor eksplosion har søndag ramt en base tilhørende Ajnad al-Qawqaz fraktionen i Idlib, siger observatoriet, der overvåger situationen i Syrien tæt fra Storbritannien via et netværk i det borgerkrigshærgede land.

Basen skal være tilflugtssted for jihadister fra Kaukasus.

Ifølge syriske aktivister var det en bilbombe, som søndag forårsagede eksplosionen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ambulancer og redningsfolk skyndte sig til stedet for eksplosionen og arbejder med at trække sårede ud, som er fanget under murbrokkerne af nærtliggende huse.

Ingen har umiddelbart taget ansvaret for bomben.

Idlib-provinsen er stærkt styret af oprørere i Syrien og ligger tæt på grænsen til Tyrkiet.

Den syriske hær og dens allierede lancerede i oktober en offensiv for at generobre provinsen Idlib og Hama, og den har siden gjort store fremskridt.

Den største oprørsgruppering i Idlib er Tahrir al-Sham, der hører under Nusra Fronten.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.