23-årig mand er anholdt efter bombeangreb i Manchester

Mange af de sårede svæver mellem liv og død, oplyser den britiske premierminister.
Den britiske premierminister, Theresa May, kommenterer bombeangrebet i Manchester.
Den britiske premierminister, Theresa May, kommenterer bombeangrebet i Manchester. Foto: Daniel Leal-olivas/AFP

Britisk politi har anholdt en 23-årig mand, der sættes i forbindelse med bombeangrebet mod Manchester Arena tirsdag aften.

- Med hensyn til hændelsen mandag aften i Manchester Arena kan vi bekræfte, at vi har anholdt en 23-årig mand i South Manchester, skriver politiet på Twitter.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Der er ikke yderligere detaljer.

Britisk politi kender identiteten på bombemanden i Manchester, men vil vente med offentliggøre navnet, fortæller premierminister Theresa May på et pressemøde tirsdag.

Foran Downing Street 10 i London fortæller hun, at mange af de 59, der er såret ved bombeangrebet mandag aften, befinder sig i en livstruende situation.

Gerningsmanden detonerede sin bombe ved en af udgangene i Manchester Arena, siger hun.

Indenfor havde 21.000 mennesker overværet en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande. Koncerten var netop slut, da bomben blev detoneret og dræbte 22. Blandt de dræbte er bombemanden.

Islamisk Stat (IS) tager i en erklæring skylden for bomben mod Manchester Arena.

Ifølge IS var det en af organisationens folk, som detonerede bomben.

Tirsdag blev et butikscenter i centrum af Manchester evakueret.

Folk flygtede fra butikscentret, efter der angiveligt lød et højt brag.

Politiet har endnu ikke forklaret, hvad der skete i butikscentret, men panikken er tirsdag eftermiddag afblæst, og centeret er genåbnet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.