22-årig dræbt med kniv 2. juledag: Ung mand sigtet

Politiet tilkaldte teknikere for at undersøge lejligheden på Glumsøvej i Brønshøj.
Politiet tilkaldte teknikere for at undersøge lejligheden på Glumsøvej i Brønshøj. Foto: Colourbox/Free

En ung mand er anholdt for at have dræbt en 22-årig mand i Brønshøj med kniv tidligt tirsdag morgen, oplyser Københavns Politi.

Forbrydelsen skete i forbindelse med et skænderi i en lejlighed på Glumsøvej, oplyser lederen af efterforskningen, René Jensen.

- Der var en slags komsammen i lejligheden. Der opstod nogle uoverensstemmelser mellem den nu dræbte og den mand, vi sigter, siger han.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet ved halvfemtiden og rykkede straks ud. En ambulance bragte offeret til hospitalet, og ved sekstiden sagde politiet, at hans tilstand var ukendt. Det viste sig senere, at det ikke var lykkedes at redde hans liv.

I første omgang anholdt politiet tre personer, der var til stede i lejligheden, oplyser den centrale efterforskningsleder.

Den videre efterforskning førte til, at en fjerde blev anholdt. Det er denne person, en 18-årig mand, som politiet sigter for at have stukket den anden. Om der er tale om flere knivstik, ønsker René Jensen ikke umiddelbart at udtale sig om.

Tirsdag eftermiddag skal en dommer i Københavns Byret afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den unge. Det vil ske i forbindelse med et grundlovsforhør.

Ved middagstid tirsdag har politiet ikke oplysninger om, hvordan den unge forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.