De 21 FN-observatører, som tidligere på ugen blev tilbageholdt af syriske oprørere nær Golanhøjderne, er lørdag blevet overdraget til de jordanske myndigheder, siger en talsmand fra den jordanske regering.
- De er ankommet til Jordan, de er på jordansk territorium nu, siger Samih Maaytah.
Den filippinske ambassadør i Amman, Olivia V. Palala, siger til nyhedsbureauet AFP, at hun også er blevet orienteret om overdragelsen.
- De er tilsyneladende på jordansk territorium nu. Jeg er på vej til grænsen for at møde dem, siger hun. Myndighederne i Filippinerne er en smule mere forbeholdne.
- Vi kan ikke bekræfte det endnu. Vi hører det på tv, men de har ikke engang vist en video af det. Vi har sendt vores folk fra FN derhen for at verificere det, siger en militær talsmand, oberst Arnulfo Burgos.
FN-observatørerne blev tidligere på ugen taget til fange af en oprørsgruppe, der kalder sig Yarmouks martyrer.
De syriske oprørere sagde, at de krævede, at styrker fra præsident Bashar al-Assads militær trak sig ud af området, før de ville frigive FN-folkene.
Intet tyder imidlertid på, at det er sket.
FN-observatørernes bortførelse har udløst et kor af international fordømmelse og bekymring for, at deres bortførelse muligvis vil føre til, at flere regeringer vil trække deres observatører ud af de spændte og hårdest ramte områder i det krigshærgede Syrien.
/ritzau/AFP