2019 står til at blive det varmeste år nogensinde i Alaska

Kystlagunen Westchester Lagoon i byen Anchorage i Alaska bliver normalt brugt til at skøjte og spille ishockey på, men i år er den smeltet. (Foto: Yereth Rosen/Reuters)

Den ekstreme varme i Alaska i år har kostet massevis af havfugle og havpattedyr livet.

Den amerikanske delstat Alaska står i 2019 til at få det varmeste år nogensinde.

Det vurderer klimatolog Brian Brettschneider, der forsker i Arktis på Universitetet i Alaska.

- Selv med den nuværende kuldeperiode kan jeg ikke se, hvordan 2019 ikke bliver det varmeste år nogensinde, skriver Brian Brettschneider på Twitter.

Det varme år har indebåret en kvælende varm sommer med voldsomme skovbrande, mindre havis end nogensinde og regn om vinteren, der normalt er præget af kraftigt snevejr.

Det varme vejr har også kostet dyreliv, hvor massevis af havfugle og havpattedyr er døde.

Ifølge forskere stiger temperaturerne omkring Arktis - og dermed Alaska - dobbelt så hurtigt som på resten af kloden.

- Bliver hvert år så varm? Nej. Men det eskalerer, siger Rick Thoman, der er forsker på universitetets afdeling for klimavurdering og klimapolitik.

Alaskas varmeste år hidtil var i 2016 med en gennemsnitlig temperatur på 0,27 grader.

Det var første gang, at gennemsnitstemperaturen lå over frysepunktet, oplyser den nationale forvaltning for hav og atmosfære.

Til og med november i år har gennemsnitstemperaturen i Alaska været 1,38 grader. Det er den højeste temperatur nogensinde for årets første 11 måneder, i de knap 100 år forskere har kunnet måle.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters