19 dræbte i en rekordvoldsom storm i Moskva
Hidtil er 13 mennesker bekræftet døde efter mandagens storm i Moskva. Det gælder blandt andre en 11-årig pige og en 57-årig mand, der blev dræbt af henholdsvis et faldende træ og et flyvende hegn. Foto: Staff/Reuters
Moskva har oplevet faldende træer og tagsten under sjælden storm. 11 er døde og mange kvæstede.

13 mennesker er omkommet under en storm, der mandag har fejet hen over Moskva. Det oplyser russiske myndigheder.

Mange flere meldes kvæstet af faldende træer og flyvende tagsten.

- Stormen dræbte 11 personer, mens 70 andre er alvorligt kvæstet, siger borgmester i den russiske hovedstad Sergej Sobyanin ifølge Interfax. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Ofrene får den rette behandling, tilføjer han.

Senere mandag blev der rapporteret om yderligere to dødsfald. En 11-årig pige og en 57-årig mand blev dræbt af henholdsvis et faldende træ og et flyvende hegn.

De kvæstede bliver ifølge sundhedsmyndigheder behandlet på ti forskellige klinikker og hospitaler i Moskva. Myndighederne advarer om, at dødstallet kan stige yderligere.

- Det er en hidtil uset tragedie, siger borgmester Sergej Sobyanin.

- Det skyldes først og fremmest, at stormen ramte midt på dagen. Derfor er antallet af ofre så højt, forklarer han.

Han beretter videre, at flere hundrede træer i byen er væltet.

De væltede træer har flere steder blokeret veje og jernbaneskinner.

Meteorologer oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er målt vindhastigheder på op til 80 kilometer i timen.

- Stormen er uden fortilfælde i Moskva, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Moskva oplever ikke så tit så ekstreme vejrforhold. Men stærk vind er ikke usædvanligt i sommermånederne.

Det er det største antal døde under en storm i Moskva i næsten 20 år. Under et uvejr i 1998 omkom 11 mennesker.

/ritzau/