FC København-træner Ståle Solbakken har valgt den 19-årige ivorianer Aboubakar Keita til at starte inde på den centrale midtbane hjemme mod bulgarske Ludogorets i Europa League.
Midtbanespillerne William Kvist og Ján Gregus er begge ramt af karantæne, så Solbakken skulle finde et alternativ på midtbanen.
Keita kommer til at spille ved siden af den nyindkøbte serber Uros Matic på den centrale midtbane. Keita spiller sin blot tredje kamp fra start og niende kamp i alt for FCK.
Youssef Toutouh, der også var i spil til pladsen centralt på midtbanen, har fået genvalg som kantspiller i venstre side. Rasmus Falk skal husere på den modsatte kant.
I forhold til søndagens 0-0-kamp hjemme mod Brøndby i Superligaen er der en enkelt ændring i forsvaret.
Midtstopperen Erik Johansson er tilbage i det centrale forsvar ved siden af Mathias "Zanka" Jørgensen, men svenskeren var også med i sidste uges 2-1-sejr ude over Ludogorets.
Den samlede vinder går videre til fodboldturneringens ottendedelsfinaler.
FC København stiller således op (4-4-2):
Robin Olsen; Peter Ankersen, Mathias "Zanka" Jørgensen, Erik Johansson, Ludwig Augustinsson; Rasmus Falk, Uros Matic, Aboubakar Keita, Youssef Toutouh; Andreas Cornelius, Federico Santander.
Ludogorets stiller op på følgende måde (4-3-3):
Vladislav Stoyanov; Yordan Minev, José Luis Palomino, Cosmin Moti, Natanael; Svetoslav Dyakov, Marcelinho, Anicet Abel; Wanderson, Jonathan Cafu, Claudiu Keseru.
Torsdagens kamp spilles under tag i Telia Parken og starter klokken 21.05.
/ritzau/