180 tyske betjente ransager islamister i omfattende aktion

En besøgende står her i december 2019 ved et mindested ved det julemarked i Berlin, der i 2016 blev ramt af et angreb. (Foto: Annegret Hilse/Reuters)

En landsdækkende aktion på tværs af fire tyske delstater er tirsdag udført på baggrund af mistanke om angreb.

Tysk politi har tidligt tirsdag udført en række ransagninger mod mistænkte militante islamister over hele landet.

Det oplyser statsadvokaten i Tysklands hovedstad, Berlin.

Der er udført ransagninger i i alt fire tyske delstater.

- På baggrund af mistanke om planlægning af en alvorlig, voldelig hændelse, der sætter landet i fare, er ransagninger blevet udført i Berlin, Brandenburg, Nordrhein-Westfalen og Thüringen, lyder det fra statsadvokatens på Twitter.

De mistænkte er af tjetjensk oprindelse og mellem 23 og 28 år. Det fremgår ikke, hvor mange personer det drejer sig om.

De er mistænkt for at have "ledt efter steder til et muligt islamistisk angreb", oplyser politiet i Berlin i en udtalelse.

I alt 180 betjente deltog i ransagningerne, hvor der blandt andet blev beslaglagt kontanter, harddiske og knive.

Politiets mistanke var udløst af billeder fundet på en af de mistænktes mobiltelefon i forbindelse med et rutinetjek udført af politiet.

Tyskland blev ramt af et angreb ved et julemarked i Berlin i december 2016.

Angrebsmanden var en tunesisk asylansøger. Han stjal en lastbil efter først at have dræbt dens polske chauffør. Herefter kørte han ind i julemarkedet og dræbte 11 personer og sårede adskillige andre.

Han flygtede, men blev skudt og dræbt af italiensk politi fire dage senere.

Siden da har de tyske myndigheder forhindret ni angreb, der menes at have haft et radikalt islamistisk motiv.

Senest blev tre mænd anholdt i den vesttyske by Offenbach for angiveligt at planlægge et bombeangreb i Islamisk Stats navn.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP