Ritzau
Opdateret kl. 13:11
En mand på 18 år er blevet varetægtsfængslet for at have dræbt en jævnaldrende kvinde nær Vordingborg natten til lørdag.
Det fortæller Mariam Khalil, senioranklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter et grundlovsforhør søndag morgen.
Her besluttede dommeren at fængsle den unge mand frem til 29. april.
- Det var på en bestyrket mistanke, siger hun om begrundelsen for fængslingen.
Kvinden blev lørdag fundet død efter en brand i en lejlighed på Kirsebærplantagen i Nyråd - cirka to kilometer fra Vordingborg på Sydsjælland.
Politi og brandvæsen rykkede ud til branden lørdag, efter at en beboer i nærheden havde anmeldt den klokken 01.27.
Ved nærmere kriminaltekniske undersøgelser fandt politiet desuden ud af, at kvinden var blevet stukket flere gange med en kniv. Ifølge Ekstra Bladet kom det frem ved grundlovsforhøret, at kvinden var blevet stukket ti gange.
Det ledte til, at den 18-årige mand lørdag klokken 12.10 blev anholdt og sigtet for at have dræbt kvinden. Han er desuden sigtet for at have stiftet branden og for usømmelig omgang med lig.
Manden har i grundlovsforhøret ikke afgivet forklaring, fortæller Mariam Khalil. Men det blev oplyst, at han erkender de faktiske omstændigheder, men nægter forsæt.
- Han erkender alle de tre faktiske forhold, men nægter forsæt. Man kan vist bedst forklare det med, at det ikke var hans hensigt, siger anklageren.
Der var lukkede døre ved en del af grundlovsforhøret, hvorfor anklageren ikke kan komme med flere oplysninger om sagen. Herunder om de unge kendte hinanden i forvejen, og hvad deres forhold eventuelt var.
Den unge mand har ikke valgt at kære beslutningen om fængsling til landsretten.
/ritzau/