En bombe er lørdag morgen eksploderet foran en skole i byen Brindisi, der ligger i det sydlige Italien.
Mindst en person er omkommet, og seks meldes tilskadekomne, rapporterer nyhedsbureauet AFP. Både den omkomne og de kvæstede er elever på skolen, lyder det.
En lokal embedsmand ved navn Fabiano Amati siger til den italienske tv-station Sky TG24, at den dræbte er en pige og tilføjer, at "to andre elever er i kritisk tilstand".
Den dræbte piges alder kendes endnu ikke.
Ifølge den italienske avis Repubblica røg bomben i luften på erhvervsskolen Francesca Morvillo Falcone, da eleverne var på vej ind i klassen omkring klokken 7.45. Herefter udbrød der panik.
Der meldes om to eksplosioner, og sprængladningerne var angiveligt efterladt i tasker foran skolen. Det er dog ikke bekræftet endnu fra officielle kilder.
Italienske medier hæfter sig ved, at skolen har sit navn efter konen til den kendte anti-mafia-dommer Giovanni Falcone.
Han blev sammen med sin kone og tre livvagter slået ihjel for næsten præcist 20 år siden - 23. maj 1992 - da den sicilianske mafia plantede et halvt ton dynamit på vejen mellem lufthavnen i Palermo og byens centrum.
AFP