Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), beder om redegørelse om et usædvanligt groft overfald, der mandag fandt sted foran den lokale sportshal i Ry.
Her blev en 16-årig afghansk dreng udsat for et angreb med en benzinbombe af fire af sine jævnaldrende klassekammerater.
Drengen fik alvorlige forbrændinger på 30 procent af kroppen og er stadig indlagt på sygehuset.
- Det er en ganske uhyggelig og modbydelig sag. Det er på et niveau, hvor vi aldrig har set lignende. Derfor har jeg selv og byrådet brug for at vide, hvad der er gået forud, siger Jørgen Gaarde.
Han understreger, at hvad der skete mandag aften er en politisag, og at det er forløbet op til hændelsen, som nu skal undersøges.
Redegørelsen skal ikke bruges til at pege fingre af forskellige myndigheder, der kan have svigtet i sagen, understreger borgmesteren. Derimod skal redegørelsen hjælpe til med forståelsen af, hvordan det kunne gå så galt.
- Det er naturligt, at vi ønsker at få mere viden om, hvad der er gået forud. Det er sket på en skole, der er meget afholdt. En skole, vi er meget glade for og stolte af, siger borgmesteren, der som mange andre er rystet over episoden.
Jørgen Gaarde fortæller, at når byrådet i Skanderborg mødes torsdag eftermiddag, så vil sagen fra Ry naturligvis blive diskuteret.
- Dette er en sag, der har rystet alle i lokalsamfundet og naturligvis også medlemmerne på tværs af partierne i byrådet.
Kommunens 2. viceborgmester, Martin Frausing Poulsen, som er valgt til byrådet for Dansk Folkeparti, kalder det en "frygtelig tragisk sag".
- Vi bliver nødt til at vide, hvad der ligger forud for det her, og hvorfor systemet ikke har reageret tidligere, hvis det er korrekt, at det er en sag, som har eskaleret længe, siger han.
Der er ikke sat nogen fast deadline for, hvornår redegørelsen skal være færdig, men borgmesteren håber, at den kan være færdig i den kommende uge.
Den 16-årige er stadig indlagt på sygehuset i kritisk tilstand med svære brandskader, men er uden for livsfare.
Tirsdag blev de fire drenge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De er nu alle fængslet i surrogat, men har nægtet sig skyldige.
/ritzau/