En 15-årig pige blev sent lørdag aften voldtaget på en mark i Vojens.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldtægten skete lørdag aften omkring klokken 23.30 på en mark på Ribevej i Vojens.
Pigen blev ifølge politiet voldtaget af to drenge, som hun havde mødt på strækningen kort forinden.
Politiet leder efter de unge gerningsmænd samt eventuelle vidner.
Særligt ønsker politiet at komme i kontakt med en mand, der kom cyklende på strækningen på det tidspunkt, hvor voldtægten skal have fundet sted. Han er et muligt vidne.
Desuden vil politiet gerne høre fra vidner, som har set de to mistænkte gerningsmænd i perioden omkring gerningstidspunktet.
Gerningsmændene beskrives som værende cirka 17 år.
Den ene er cirka 170 centimeter høj, har lyst ørelangt hår med midterskilning, et smalt ansigt og blå øjne. Han var iført sort jakke og sorte cowboybukser. Desuden havde han en bæltetaske spændt fast på overkroppen.
Den anden beskrives som cirka 175 centimeter høj. Han har mørkt hår samt brune øjne og en stor næse.
Han var iført en sort jakke og sorte cowboybukser, og han havde også en bæltetaske spændt fast på overkroppen. Han talte med udenlandsk accent - muligvis spansk eller italiensk.
En af gerningsmændene bar på en Netto-pose med alkohol, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Har man oplysninger til politiet om sagen, kontaktes politiet på telefon 114.
/ritzau/