En domstol i Egypten har mandag dømt 14 militante islamister til døden ved hængning for angreb på militær- og politistyrker på Sinaihalvøen sidste år.
Andre fire blev idømt fængsel på livstid.
Mændene, der tilhører en gruppe, der kalder sig Tawheed og Jihad, var tiltalt for at have dræbt tre politifolk, en militærofficer og en civil i angreb, der blev udført i juni og juli 2011.
Otte af de 14 dødsstraffe var in absentia, oplyser retskilder.
Dommen blev mødt med råb fra de tiltalte mod den islamiske statsleder, præsident Mohamed Mursi, der blev valgt sidste år, og som de anklagede giver skylden for rettens afgørelse.
- Mursi er en vantro, og de, der er tilhængere af ham, er vantro, råbte en af de anklagede.
Andre skreg "Gud er stor", mens de lyttede til dommen fra indersiden af det metalbur, de har befundet sig i under hele retssagen.
Den egyptiske del af Sinai har lidt under vaklende sikkerhed, siden præsident Hosni Mubarak i februar 2011 blev afsat i forbindelse med et folkeligt oprør.
Egyptens hær og politi gennemførte en aktion efter et angreb, der kostede 16 egyptiske grænsevagter livet i august.
/ritzau/Reuters