Midt- og Vestjyllands Politi valgte i fredags at bede offentligheden om hjælp til at finde 14-årige Therese Jakobsen.
Teenageren fra Odder forlod den 1. juni sin efterskole ved Ringkøbing Fjord, og her 25 dage senere har hverken politiet eller de pårørende haft held til at finde ud af, hvor hun i dag befinder sig.
Vagtchefen hos politiet oplyser til JydskeVestkysten, at der umiddelbart ikke er grund til at frygte, at der er sket en forbrydelse, men at ordensmagten arbejder på at finde ud af, hvor eleven fra Sdr. Bork Efterskole befinder sig.
- Det vækker selvfølgelig bekymring, at en 14-årig pige har været væk så længe, fortæller vagtchef Anders Olesen til den regionale avis.
Politiet oplyser, at de siden i fredags har modtaget flere henvendelser om, hvor den 14-årige pige befinder sig. I weekenden kom der et tip om, at hun måske var i den østjyske by Juelsminde.
Vagtchefen oplyser, at man hos Midt- og Vestjyllands Politi nu arbejder videre med de forskellige henvendelser.
Den 14-årige pige har én gang været i kontakt med sin kæreste i løbet af de sidste tre ugers tid, men hun ønskede ikke at oplyse, hvor hun var.