Arbejdsmiljøet i Danmark skal være bedre. Det har regeringen netop slået fast ved at afsætte 135 millioner kroner til området over de næste fire år.
I aftalen, som regeringen, SF og Enhedslisten har indgået i dag, er der især fokus på forebyggelse af vold, arbejdsulykker og nedslidning på jobbet.
Samtidig indeholder aftalen en forlængelse af de nuværende forebyggelsespakker frem til 2018, ligesom der også afsættes penge til viden og forskning i arbejdsmiljø.
Herudover bliver den nuværende sporskifteindsats, hvor nedslidte medarbejdere kan få hjælp til at skifte arbejdsopgaver eller branche, udvidet til også at omfatte psykisk nedslidte.
- Det kan betale sig at investere i et godt arbejdsmiljø. Det kommer tifold igen i form af bedre helbred, mere arbejdsglæde og øget produktivitet, lyder det i en pressemeddelelse fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen.
Også hos FTF, der er hovedorganisationen for 450.000 privat og offentligt ansatte, er man glade for den nye aftale. Blandt andet får udvidelsen af sporskifteindsatsen ros med på vejen.
- Udvidelsen af sporskifteindsatsen, så den også omfatter psykisk nedslidning, er virkelig en god nyhed. Udover at der er et indlysende behov for at ansatte, der er psykisk nedslidte også omfattes, er det samtidig endnu et vigtigt skridt i forhold til ligestillingen af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, udtaler formand Bente Sorgenfrey i FTF’s nyhedsbrev.
Kritik af tilsyn
Aftalen om forbedringen af arbejdsmiljøet kommer efter, Rigsrevisionen i går offentliggjorde en rapport, hvori de kritiserer tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø.
I rapporten kritiserer de blandt andet, at Arbejdstilsynet i dag følger nogle 20 år gamle retningslinjer, som ikke gør et tilstrækkeligt tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø muligt.
Metodeudvalgets afgrænsning stammer nemlig fra 1995 og indebærer, at Arbejdstilsynet ikke må føre tilsyn og træffe afgørelse i forhold til problemer i det psykiske arbejdsmiljø, der er bundet op på for eksempel ledelsesbeslutninger.
Over for Avisen.dk erkender Henrik Dam Kristensen derfor også, at det er nødvendigt at styrke tilsynet.
- Derfor vil jeg bede Arbejdstilsynet invitere parterne til en fælles drøftelse af, hvilke muligheder der er for at følge op på anbefalingerne fra det metodeudvalg, der har sat rammerne for Arbejdstilsynets tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø, udtalte han torsdag til Avisen.dk.