Folk har i løbet af sommeren været flittige til at taste 114, hvis de følte sig forstyrret af larmende musik.
Der er i alt indløbet flere end 13.000 anmeldelser til politiet om den slags gener fra maj til udgangen af august, viser et svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets retsudvalg.
Med politiets ord har der været "et betydeligt antal anmeldelser om musik til ulempe".
Tendensen blev hen på sommeren et emne, som også medierne omtalte, og i august bad Rigspolitiet så de enkelte politikredse om nøje at indberette sagerne.
Det viser sig, at politiet langtfra altid rykker ud, når alarmen om larm lyder.
Fra 8. august og frem til 26. august noterede ordensmagten 3928 sager, og i 2628 af tilfældene kørte en patrulje afsted, oplyser politiet.
I en del af sagerne var larmen døet ud, da betjentene nåede frem. Men i øvrigt har det vist sig, at langt de fleste borgere er villige til at skrue ned efter at have fået en snak med politiet.
I enkelte tilfælde i august - otte gange for at være helt præcis - beslaglagde politiet musikanlæg med henblik på konfiskation. Her er det altså meningen, at de larmende personer må vinke farvel til anlægget for altid.
I andre tilfælde skete der en fratagelse af anlægget med henblik på efterfølgende genudlevering, oplyser politiet i svaret.
Det er Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som har stillet spørgsmål til justitsministeren om sagen. Han ville også gerne høre, om ministeren vil have en lovændring.
Af svaret fremgår dog, at politiet selv mener at have de fornødne værktøjer til at bekæmpe det, som kaldes "musik til ulempe".
I maj var der 1894 anmeldelser. I juni kom der yderligere 3916 sager, og i juli var der 3653. Endelig var der 3928 sager i perioden fra 8. til 26. august.