Otte mennesker fra samme familie, deriblandt en teenager, blev fredag skudt i et landbrugsområde i Ohio, og kort efter blev fem mennesker dræbt af skud i delstaten Georgia.
- I Pike County i det sydlige Ohio blev syv fundet skuddræbt i tre huse, der ligger tæt ved hinanden. Endnu et skudoffer blev fundet på et separat sted, siger sherif Charles Reader.
- Alle ofrene var voksne - på nær en 16-årig pige. De var alle fra samme familie, siger han og tilføjer:
- To små børn - et på fire dage og et andet på et halvt år - samt et treårigt barn overlevede.
Myndighederne har ingen bud på, hvad der kan være motivet bag drabene.
Mindst en person er efterlyst, og der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
- Alle ofrene blev øjensynligt skudt i hovedet. Flere af dem lå i deres seng, da de blev skudt, siger Ohios chefanklager, Mike DeWine.
Ifølge DeWine var der 50 kilometer mellem det første og det sidste sted, hvor skudofrene blev dræbt.
Næsten samtidig blev der fundet fem skuddræbte i det nordlige Georgia ved to separate episoder. Talsmænd for sheriffen i Columbia County siger, at skuddrabene øjensynligt bunder i et familieopgør.
En mand, som er mistænkt for at stå bag de to skyderier i Georgia, som kostede fem mennesker livet, er blevet fundet død. Han havde øjensynligt begået selvmord.
En ledende politimand, Andy Shedd fra sherifkontoret i Columbia County, siger, at den mistænkte, en 50-årig mand, blev fundet død i sit hjem i det nordøstlige Georgia.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.