En 13-årig dreng er blevet dræbt af knivstik fra en jævnaldrende dreng i Sønderborg, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
"De to 13-årige havde været oppe at skændes, og det resulterede i et slagsmål i går aftes ved 20.30-tiden. Det ender desværre med, at en af dem trækker en kniv, og den ene dreng bliver stukket en eller flere gange," siger Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Knivstikket ramte drengen i lungen. Han blev kørt på hospitalet med ambulance, men det var for sent at redde ham.
"Det er et opgør, der er lagt op til. Man skulle mødes og diskutere, og så udvikler det sig sådan," siger Hans Roost om det planlagte slagsmål.
Drengene kender hinanden fra området, men Hans Roost kan ikke oplyse præcist hvor fra, eller hvorfor de skulle mødes for at slås. Han kan heller ikke kommentere på, om politiet har forudgående kendskab til drengen.
Den anden 13-årige dreng er nu tilbageholdt. Politiet er i "tæt kontakt med Sønderborg Kommune." Drengen er nemlig under den kriminelle lavalder, så der vil ikke blive tale om fængsel.
Endnu er det ikke til at sige, hvad der skal ske med drengen, men i lignende sager tager man plejefamilier- eller institutioner i brug som en løsning.
"Det er et kommunalt anliggende, hvad der kommer til at ske," forklarer Roost.